Første stop på Danmarks nye kvantesikre linje etableret

https://www.dtu.dk/newsarchive/2024/08/foerste-stop-paa-danmarks-nye-kvantesikre-linje-etableret


I en skov i Sorø er første ‘station’ på Danmarks første kvantesikre linje en realitet. DTU, SDU og GlobalConnect har etableret de første fysiske installationer i hver sin ende af en strækning på det, der i løbet af det kommende år bliver til landets første kvantesikre kommunikationsnetværk. Første forbindelse er mellem Syddansk Universitet og ‘stationen’ i Sorø, men kommer, når det står færdigt, til at strække sig over 200 km med flere stationer mellem København og Odense.   

Det sker gennem projektet ’Danish Quantum Communication Infrastructure’ (QCI.DK), som forventeligt vil indgå i et større europæisk kvantenetværk om få år. I Danmark samler projektet en række ministerier, universiteter og private virksomheder.

”Det er helt afgørende, at teknologi, der skal sikre vores egen sikkerhed, ikke kommer i de forkerte hænder. I en tid med krig på europæisk jord og et galopperede, globalt kvantekapløb er det vigtigt, at vi hele tiden er ét skridt foran. Det kvantesikre kommunikationsnetværk er et centralt værktøj i regeringens nationale strategi for kvanteteknologi, der skal bevare Danmarks førerposition på udvikling af kvanteteknologi. I dag repræsenterer en fundamental milepæl i retningen mod et kvantesikret netværk, og vi er derfor et stort skridt tættere på at kunne teste teknologiens store sikkerhedsmæssige betydning for Danmark,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.

Kvantecomputere har en enorm regnekraft, som vil ændre helt fundamentalt på, hvad det er muligt at lave komplekse udregninger og modeller af – i en hidtil uset hastighed. Teknologien kan derfor spille en stor rolle i eksempelvis forskning i medicin og udvikling af bæredygtige løsninger.

Teknologien kan dog også bryde koder og krypteringer, som i dag beskytter vores kritiske infrastruktur mod cyberangreb og vores følsomme data mod at ende i de forkerte hænder. Det er en trussel, som stiller helt nye krav til sikring af kommunikation.